SydSiden Online (SSO)

Brøndby Support
Forum-forside

Log ind | Registrering

Gennemgang af hooliganregistret (Brøndby-sites)

skrevet af Babsa, , 12.12.2007, 23:37

Lidt "highlights" fra lovteksten incl de dertilhørende bemærkninger - http://www.folketinget.dk/Samling/20072/lovforslag/L38/som_fremsat.htm

-Med lovforslaget foreslås det, at det skal være muligt at meddele voldelige og uroskabende tilskuere en generel karantæne mod at indfinde sig ved bestemte idrætsbegivenheder i indtil 2 år. Det forudsættes i den forbindelse, at karantæneordningen kun vil finde anvendelse over for det forholdsvis lille antal personer, der tilhører den hårde kerne af hooligans. <- fint nok - men hvordan sikrer man helt klart at det kun er "den hårde kerne" man rammer, når nu betingelserne er relativt brede (bla. ordensbekendtgørelsens §3).

-Efter § 3 meddeles karantæne af politidirektøren, og der er en let og hurtig adgang til domstolsprøvelse af en meddelt karantæne. <- hvordan sikres "let og hurtig adgang" til prøvelsen af karantænen, og hvad vil det sige i praksis?

-Som situationen har udviklet sig i de senere år, er det således i realiteten umuligt som tilskuer til visse større kampe, at undgå at blive berørt af hooligan-optøjer med de risici og den utryghed, dette indebærer. <- ja overdrivelse fremmer forståelsen....

- Man forventer umiddelbart at kunne sende 50-100 personer i registret.

-Særligt for så vidt angår spørgsmålet om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3 bemærkes, at denne bestemmelse i praksis vil kunne være særlig relevant ved forud aftalte slagsmål og optøjer frem for straffelovens § 244 om vold. <- §3 har mig bekendt intet med organiserede slagsmål at gøre - men blot almindelig forstyrrelse af den offentlige orden.

-Det vil således være en forudsætning for en karantæne, at politiet kan pege på konkrete omstændigheder, der sandsynliggør, at denne betingelse i det enkelte tilfælde er opfyldt. <- og hvad vil det sige i praksis?

-En konkret vurdering af baggrunden for og karakteren af det relevante strafbare forhold vil kunne føre til, at der ikke kan meddeles karantæne, hvis der ikke foreligger det fornødne konkrete grundlag for at antage, at den pågældende i fremtiden vil deltage i eller forårsage uroligheder i forbindelse med bestemte idrætsbegivenheder.
Hvis der kun er konstateret ét strafbart forhold i forbindelse med en fodboldkamp, vil det således være en forudsætning for, at der kan meddeles karantæne, at politiet kan pege på - andre - konkrete omstændigheder, der sandsynliggør en sådan tilknytning til hooligan-miljøet, at den pågældende på ny vil begå strafbare handlinger i forbindelse med fodboldkampe.
Dette gør sig i særlig grad gældende, hvis den foreliggende lovovertrædelse er af mindre alvorlig karakter - f.eks. en overtrædelse af straffelovens § 121 om fornærmelig tiltale.
<- det sidste lyder jo fornuftigt nok. Men hvornår har man en tilstrækkelig tilknytning til hooliganmiljøet til at én (mindre) overtrædelse er nok til optagelse i hooliganregistret?

-Reglerne i England: domstolsafgørelse før man kan optages i hool-registret.

-Der foreslås således indført en særlig let og hurtig adgang til at få efterprøvet spørgsmålet om lovligheden af en karantæne af domstolene. <- hvorfor ikke lade domstolene behandle karantæneanmodningen i første omgang (specielt når nu de engelske regler bliver kraftigt fremhævet?

-Ikke særlig konkret omkring uddannelsen af kontrollører.

- Persondataloven (og diverse menneskerettighedsartikler) omgås efter bedste evne, bla. med argumenter om den væsentlige samfundsopgave som varetagelsen af sikkerheden i forbindelse med afvikling af større idrætsbegivenheder udgør og samtidigt vil politiet således alene få adgang til at videregive en generel oplysning om, at en person er blevet meddelt en karantæne. Oplysningerne om, hvilket konkret strafbart forhold, der ligger til grund for karantænens udstedelse, vil ikke blive videregivet til de autoriserede kontrollører. Desuden vil der bl.a. blive fastsat bestemmelser om, at politiet skal sikre, at oplysningerne alene videregives til kontrollørerne umiddelbart inden afholdelsen af den fodboldkamp, hvor de pågældende kontrollører skal udføre kontrolopgaver, at oplysningerne skal udleveres på nummererede fortegnelser, som ikke må kopieres, og at de nummererede fortegnelser skal afleveres til politiet umiddelbart efter, at kampen er afsluttet.

- Dispensation fra dele af kontrollør-uddannelsen kan ske bl.a hvis man har en vagtautorisation (dørmænd og lign.)

---------------

Samlet set, så er der da sket forbedringer siden det første forslag - ingen tvivl om det - men der er stadigt en række meget væsentlige punkter hvor ændringer er en nødvendighed.

---
Per Bjerregaard juli 2005: "Så svært er det nu heller ikke at være sportsdirektør. Det kan de fleste klare"

Synes godt om (0) Synes ikke om (0)

Hele tråden:

SydSiden Online (SSO) | Ansvarlig
580343 indlæg i 27818 tråde, 12750 registrerede brugere, 109 brugere logget ind(1 registrerede, 108 gæster)
powered by my little forum  RSS-Feed
^