SydSiden Online (SSO)

Interview med Brian Steen Nielsen, anno 2015

Brian Steen Nielsen, den tidligere landholdsspiller med den lange karriere i mange klubber som aktiv fodboldspiller, læner sig tilbage i stolen på den café, hvor vi har aftalt at mødes. Caféen ligger centralt placeret i København, midt på strøget. Han passer fint ind blandt det øvrige klientel af velklædte og velhavende mennesker, der også har valgt at bruge tirsdag eftermiddag i solen denne sommmerdag.

-Brian, tillykke med mesterskabet! Det er klubbens syvende mesterskab på 10 år. Hvordan føles det?

”Tak for det. Jamen, det føles helt vildt rart. Der er jo altid en euforisk stemning omkring klubben lige efter et mesterskab, og på trods af den dominans, vi trods alt har haft i dansk fodbold i over de sidste 10 år, er følelsen ikke mindre rar.”

-Hvis vi skal kigge lidt tilbage på din karriere efter fodboldbanen – hvad vil du så fremhæve?

”Tja, det er jo et stort spørgsmål. De første år hos AGF var meget turbulente, men de var også meget lærerige. Jeg vil sige, at det nok er der, jeg har lært mest om, hvordan man ikke skal lede en fodboldklub. Der var alt for mange, som havde en mening om hvordan holdet skulle sættes, hvem der skulle købes, og hvem der skulle sælges. Vi havde ikke nogen klar linie, eller nogen klar strategi. Det var i hvert fald en fejl, set i bakspejlet.”

-Fortryder du, at du lagde så hårdt ud med en stilling som sportsdirektør?

”Jeg lagde jo ikke ud som sportsdirektør. Jeg startede egentlig som leder for AGF’s scoutingnetværk, noget klubben ikke havde gjort synderligt meget i tidligere. Men da man så ikke kunne enes i bestyrelsen om, hvem man gerne ville have, ja så endte det med at blive mig. Jeg var i øvrigt også inde over som assistentræner en kort overgang. Så jeg havde lidt mange kasketter at jongelere rundt med, men på det tidspunkt virkede det fornuftigt.”

-Kan du fortælle lidt om, hvad der førte til AGF’s nedtur?

”Jamen, det var jo mange ting. Klubben var jo gammel, og havde ikke i tide formået at omstille sig til moderne fodbold. Organisationen var ikke stramt styret, mest af alt fordi der ikke var noget kontinuitet i ledelsen. Jeg kan huske, at dengang Kurt Andersen (AGF’s storinvestor, red.) trak sig ud af klubben, da tænkte vi alle ”Hvad gør vi nu?”. Vi havde jo ingen redningsplan klar, ingen plan B. Klubben var forgældet, der var ingen udsigt til sportslig success, så det var egentlig en helt naturlig konsekvens, at klubben rykkede ned. Det sjove var jo, at det skete helt naturligt, altså, uden at DBU behøvede at tvangsnedrykke klubben. Det betød, at mange af spillerne forlod klubben, så økonomien nogenlunde af sig selv kom på ret køl. I dag kan jeg faktisk slet ikke forstå, at klubben lod mig overtage så vigtig en post – jeg var jo ikke kommet meget længere end at jeg lige havde stillet støvlerne på hylden. Men sådan var det dengang. Der skulle ikke så meget til at imponere i AGF. Det vigtigste var at man troede på det. Det var måske lidt naivt, men klubben var dengang præget lidt af en slider-mentalitet. Hvis bare man knokler hårdt nok – har hjertet med – så går det nok. Det skal man jo også have, men det er bare aldrig nok, man skal også være dygtig.”

-Var det ikke lidt af en nedtur for dig personligt?

”Det var naturligvis ærgerligt, og jeg havde det ikke godt med det. Men jeg har altid været en fighter, og jeg lader mig ikke så let slå ud. Man må bare videre med sit liv, og jeg var jo heldig dengang, at FCK stod og manglede en sportsdirektør fordi Niels Christian Holmstrøm gik på pension. Jeg havde jo stadig mit store kontaktnet at kunne trække på, og desuden var jeg blevet de år ældre, og lidt mere erfaren.”

-Hvad er du så blevet bedre til?

”Helt klart at håndtere pressen. Da jeg lige var startet, havde jeg stort set en kommentar efter hver eneste kamp. Det har jeg lært, at jeg ikke altid behøver at have. Somme tider er det bedre bare at holde sin mund lukket, selvom man har lyst til at råbe og skrige. Det er utroligt, hvor meget indflydelse udmeldinger fra ledelsen kan have på banen – og dér er jeg blevet klart bedre. Men nu er det hele blevet meget mere rutine, og så er presset underligt nok også blevet mindre. Selvfølgelig er der et forventningspres fra fans og sponsorer til resultaterne, men presset på min person føler jeg er blevet mindre med årene. Og det har helt klart noget at gøre med, at jeg ikke er så meget fremme i medierne i forbindelse med kampene.”