SydSiden Online (SSO)

Syntes da ikke jeg noget sted kan læse at han er på vej væk inden for den nærmeste fremtid...
Men er det ikke altid en "risiko" uanset hvem træneren er når han har succes??? Spillerne er jo også eftertragtet når de gør det godt så...

Tror desværre ikke Laudrup vil blive i Brøndby særligt mange år endnu men mon ikke han stadig gerne vil prøve at kvalificere "os" til CL inden han rejser? Jeg håber på et ja... ;)

---
Kald os bare dumme, naive og andre negative ting... Men som Brøndbyfan tror man altid på det vender næste kamp og trods modgang står vi stadig på stadion næste hjemmekamp... Sådan er vi nemlig... Stærk i medgang og loyal i modgang!

» Desværre tror jeg ikke det er usandsynligt, at vores kære træner indenfor
» et års tid er smuttet videre til en europæisk topklub (Real Madrid eller
» Frank Arnesens Tottenham kunne være et gæt

Personligt er jeg lidt træt af den manglende kontinuitet i Brøndby. Efter en lang periode med Skovdahl, som fik os genrejst fra støvet, skaffede 3 mesterskaber i træk, fik en nedgangsperiode og derefter blev erstattet, har vi haft 2 karrieretrænere. Hverken Hareide eller Laudrup har lagt skjul på at de har større ambitioner end Brøndby, og fred være med det, ambitioner skal man da have hvis man vil træne Brøndby. Problemet er at der tilsyneladende går en sæson eller tre før deres respektive ideer er ført ud i livet. Både Hareide og Laudrup havde svingende resultater i sæson et og to, Hareide bestemt også i sæson tre hvor Køhlert måtte træde til og redde guldet. Er det godt nok?? Vi skal da bestræbe os på at få guld hvert år, vi er en storklub.

Jeg var selv i den syvende himmel da både Hareide og Laudrup blev annoncerede som trænere. Hareide var tilsyneladende manden der skulle føre vor klub til en højere niveau, Rosenborg skulle detroniseres i Norden. Det lykkedes aldrig men for mig var satsningen helt ok, der skulle ske noget nyt. Problemet var at Hareide nok aldrig ville holde i længden. Fik han den succes han stræbede efter, ville han videre. Mellem linierne havde han aldrig lagt skjul på at hans drøm var at blive landstræner i Norge, noget som Rosenborg fik at føle efter blot en enkelt år med Hareide som træner. Da tilbuddet fra det norske fodboldforbund kom, efterlod han Rosenborg med skægget i postkassen.

Laudrup spiller også med åbne kort. Han lægger ikke skjul på at han nok vil videre hvis tingene flasker sig. Men tidshorisonten er vigtig. Hvis han smutter til sommer, hvem skal så føre hans arbejde videre? Faxe? Erik Rasmussen? Morten Olsen? Hvis den næste træner også skal føre sine egne ideer ud i livet, ryger kontinuiteten. Så skal vi starte forfra med en ny træner, nye ideer og en nyt system hvert tredie år. Det er bare ikke ok - medmindre det kan fungere fra dag et.

Konklusion: Når Laudrup smutter skal vi have en træner kan holde et højt niveau over længere tid. Rosenborg profiterede i mange år af en kapacitet som Nils Arne Eggen, siden har de skiftet træner hvert år, er ikke længere suveræne i ligaen og skuffer i CL i forhold til tidligere sæsoner. Lad os tage ved lære af det!!

"...tomt stadion.

Han vil ikke give et bud på, om han bliver den næste danske træner efter Morten Olsen, der får succes på klubhold ude i Europa. Hvor han er om to-tre år, spekulerer han ikke særligt meget over for tiden, hvor blikket er stift rettet mod et dansk mesterskab i juni næste år.

»Fodbold er noget mærkeligt noget. Man kan godt planlægge alt muligt, men det kan ændre sig sådan her,« siger han og knipser med fingrene.

Han forklarer, hvordan man på længere sigt kan planlægge, at man gerne vil være et sted i et par år og så skifte til en anden klub i et par år. Men lige pludselig dumper der et eller andet ind ad døren, som man ikke kan afslå.

»Noget, man bliver nødt til at prøve, fordi der ikke er nogen garanti for, at jobbet stadig er der, når du når til det punkt på dagsordenen,« siger han.

Han fremhæver den tidligere hollandske landsholdspiller Frank Rijkaard, der lige pludselig fik et tilbud om at blive træner i Barcelona, hvor han i dag har stor succes. En anden hollænder, Marco van Basten, er blevet træner for det hollandske landshold, selv om hans eneste erfaring som træner er tiden i spidsen for andetholdet i Ajax Amsterdam.

»De var jo store fodboldspillere, og der er selvfølgelig nogle, der får tilbud ind imellem, fordi klubben håber, at de måske kan overføre nogle af tingene fra banen til trænerbænken. Jeg er jo ikke naiv. Jeg ved godt, at jeg også har de muligheder, og jeg har da også fået tilbud, men har bare sagt nej indtil videre,« siger Michael Laudrup, der ikke lægger skjul på sin svaghed for den spanske liga, hvor mange tidligere holdkammerater i dag er trænere og sportschefer i klubberne.

På trods af hans status som en nærmest gudsbenådet fodboldspiller, var der efter den første sæson som træner i Brøndby ikke mange, der troede på, at han havde en fremtid som træner i en europæisk topklub.

Han tiltrådte jobbet 1. juli 2002, men starten blev ikke, som han havde håbet. Brøndby vandt godt nok pokalturneringen i hans første sæson som træner, men holdet kvalificerede sig ikke til den økonomisk givtige Champions League, og man røg også hurtigt ud af UEFA Cuppen.

Heller ikke i Superligaen gik tingene som planlagt. Brøndby tabte en del kampe, og tiltroen til hans evner som træner nåede nulpunktet, da Brøndby tabte 2-1 på hjemmebane til bundproppen Køge.

Hos bookmakeren Centrebet talte oddsene deres tydelige sprog. På fire måneder gik Michael Laudrup fra at være den træner, der ifølge Centrebet sad sikrest i trænersædet til efter Køge-kampen at være den mest sandsynlige kandidat til en trænerfyring. Spilleglade danskere kunne kun få pengene fire gange igen, hvis de fældede dom over Brøndby-træneren og fik ret.

Sæsonen efter løb rivalerne fra Østerbro med både pokalturneringen og mesterskabet, men Brøndby spillede godt og sluttede kun et point efter FCK i den samlede stilling. Fremtiden så en anelse lysere ud, og Michael Laudrup var for alvor ved at få hånd om trænergerningen.

I modsætning til f.eks. træner Ove Pedersen i Esbjerg koncentrerer Laudrup sig stort set kun om den sportslige side af fodboldforretningen Brøndby IF. Han accepterer, at ting som pressekontakt og sponsorpleje hører med til jobbet, men han er også klar i spyttet, når det gælder de fire-fem årlige arrangementer med sponsorer og aktionærer.

»Hvis det var mere, ville det blive uden mig. Jeg gider ikke rende rundt til alt muligt hurlumhej og være en eller anden kransekagefigur,« siger Laudrup.

At den økonomiske side af klubben ikke har hans store bevågenhed, tydeliggøres af, at han f.eks. ikke havde behov for at sætte sig grundigt ind i klubbens regnskaber, inden har takkede ja til trænerjobbet i Brøndby.

»Men jeg vidste da godt, at der var et stadionbyggeri i gang, og at det som alle andre byggerier var dyrere end beregnet. Det er utroligt, at det stadig kommer bag på os alle sammen,« griner han.

Der hvor økonomien kommer ind i billedet for Michael Laudrup, er i forbindelse med køb og salg af spillere. Han sætter sig grundigt ind i, hvor stort budgettet til spillerkøb er.

»Der er jo ingen grund til at bruge en masse krudt på at finde en spiller, som man allerede fra start af ved er for dyr. Vi vil jo alle sammen gerne have Thierry Henry eller Ruud van Nistelrooy, men det er jo urealistisk,« siger han.

Sammen med assistenttræner John »Faxe« Jensen sætter Michael Laudrup dagsordenen, når det gælder spillerkøb. Mangler de spillere på en bestemt plads på banen, så laver de en rangliste over de spillere, de helst vil have.

Her kommer direktøren og bestyrelsen ind i billedet. For i sidste ende er det jo et spørgsmål om, hvor mange penge der er til rådighed. Sammen ser de på, hvor meget nummer et på listen koster, og om klubben har råd til ham. Vil hans klub overhovedet sælge ham, og vil han til Brøndby? Passer pengene, slår de til, ellers går man videre til den næste på listen.

Som i de fleste andre danske fodboldklubber får Brøndby først for alvor luft i økonomien, når millionerne fra et spillersalg triller ind på kontoen. Retter udenlandske klubber henvendelse på en spiller, så må trænerens sportslige ambitioner ofte finde sig i en sekundær placering på direktionens dagsorden. Michael Laudrup bliver spurgt om hans mening, men han er også godt klar over, at han kan komme i en situation, hvor klubben sælger en spiller, som han anser som en vigtig brik i spillet om at nå de sportslige målsætninger.

Netop den situation oplevede han i sommer, hvor to af holdets største profiler, svenskerne Andreas Jakobsson og Mattias Jonson, blev solgt til engelsk fodbold. Et salg, som mange medier udråbte til at være en katastrofe, hvis Brøndby ville forhindre FCK i at vinde mesterskabet tre gange i træk.

»Rent sportsligt er det selvfølgelig bedst at have så gode spillere som muligt, men her snakker vi altså om spillere, der var 31 og 32 år, som vi kunne få rigtigt mange penge for. Derfor var det jo forståeligt,« siger Michael Laudrup.

Afstanden fra Danmark til europæiske topklubber som Barcelona og Juventus er til at overse. Men der er en verden til forskel på klubkulturen i Danmark og i de største fodboldligaer. Bare det, at man kalder træneren ved fornavn i Danmark, ville være utænkeligt i f.eks. Tyskland, England og Spanien.

På træningsbanen i Brøndby kalder spillerne Laudrup for Michael, men især i starten skulle de vænne sig til, at der var en helt anden distance og professionalisme i forholdet til træneren, end de havde været vant til.

»Det med at snakke med den enkelte spiller gik lidt trægt i starten. Men spillerne skulle også lige vænne sig til, at man godt kan snakke med Michael Laudrup. Han har jo en aura omkring sig, fordi han er, den han er. Så i starten var der måske en lidt for stor respekt omkring ham. Men parterne har vænnet sig til hinanden nu,« siger Morten Wieghorst, der er en af de mest rutinerede spillere i truppen og bl.a. spillede sammen med Michael Laudrup ved VM-slutrunden i 1998.

Han betegner Michael Laudrup som en seriøs og ambitiøs træner, der vil have disciplin på træningsbanen, men også har overskud til et smil under svedperlerne.

Selv mener Michael Laudrup, at der altid skal være en distance. Cheftræneren kan ikke sidde og spille kort og ses privat med spillerne.

Han mindes dog, at han sammen med Ronald Koeman blev inviteret til fødselsdag hos Johan Cruiff, der var træner i Barcelona i klubbens og Laudrups storhedstid. Cruiff var dog en træner, der forstod at skille tingene ad, for han lagde ikke fingrene imellem, når der skulle deles skideballer ud weekenden efter.

Som træner har han »stjålet« de bedste ting fra nogle af de trænere, han havde som spiller. Især tre trænere har betydet meget for hans karriere som spiller: Sepp Piontek, der hentede ham ind på landsholdet, Giovanni Trappatoni, der var træner i hans første topklub Juventus, hvor han kom til som 21-årig, og Johan Cruiff, der stod på sidelinjen i Barcelona, da han lavede de afleveringer og driblinger, som fodboldspilleren Michael Laudrup formentlig vil blive husket for.

»De ting, de har gjort og sagt, har været vigtige for mig. Der er absolut ikke nogen af de tre, der er perfekte, men jeg har taget de gode ting fra dem, som var mange, og har pillet de dårlige ting væk,« siger Michael Laudrup.

Han ville ikke have sagt ja til et trænerjob i Randers. Han stiller simpelthen for store krav til sig selv og sine omgivelser. Han har altid spillet i store klubber, hvor kravet var at ligge helt fremme i kampen om at vinde titler, med det pres det så indebar.

»Jeg havde ikke som spiller kvaliteterne til at kunne spille i en bundklub, og det tror jeg heller ikke, jeg har som træner. Det er nogle helt andre ting, man skal fokusere på, når det handler om at redde livet rent fodboldmæssigt. Der er andre, der er langt bedre til at være trænere for bundhold, end jeg er,« siger Michael Laudrup.

Hvis han en dag forlader Brøndby til fordel for udlandet, så vil han til en klub, der står i en overgangsfase.

Det kan være spillestilen, der skal ændres, eller en klub, der har ambitioner om at komme til tops, men ikke har klaret det. Eller det kan være et hold, hvor spillerne er for gamle, og truppen skal udskiftes.

»Men man vil nok ikke se mig tage til en klub, som har vundet tre mesterskaber de sidste fire år. Så kan det jo kun gå nedad,« siger han.

En ting er sikkert: Klubben skal som Michael Laudrup have ambitioner om at blive nummer et. Han vil til et tophold.

»Der er ingen garanti for, at man vinder. Men et tophold er et hold, der ligger og slås om titlerne til det sidste. Det er ikke et hold, der allerede halvt inde i sæsonen ligger og spiller om sekundære placeringer,« siger Michael Laudrup."

christian.venderby@borsen.dk

Til Mod.: Jeg er i tvivl om indlægget overholder reglerne - ellers bare slet det.